Sign up for klostervangen.dk newsletter here...Print?Tell a friend about this page...

11. december 2016:

Status i Klostervangen




Afdelingsbestyrelsens nytårshilsen
til alle beboerne i Klostervangen ved årsskiftet 2016 - 2017

Indhold:

  • Godt Nytår - Status i Klostervangen i 2016/17
  • Nye parkeringskort, hvornår og hvordan?
  • Hvor bevæger www.klostervangen.dk sig hen?

Godt nytår - og tak for godt naboskab i det forgangne år...

 

 

 

 

Den samlede afdelingsbestyrelse for AAB afdeling 25, Klostervangen
ønsker alle beboere og deres familier et lykkebringende 2017!

Vi i bestyrelsen har arbejdet hårdt i 2016 for at varetage alle Klostervangens beboeres interesser på bedst mulige måde - og det har været en fornøjelse! (Bortset fra vores helhedsplan og renoveringsprojekt, hvor der ikke er sket noget som helst - hvilket er meget frustrerende for både AAB, afdelingsbestyrelsen og alle øvrige beboere!)
 

Helhedsplan, byggesag og renoveringsprojektet
Det ser ud til at der nu for alvor kommer skred i byggesagen: Byrådet har (med forbehold) godkendt vor byggesag på byrådsmødet i begyndelsen af december 2016. Det er sket på baggrund af den overordnede økonomi, som AAB administration her fremlagt. Økonomien har dog ikke en detaljeringsgrad, så det er muligt at sige hvad den enkelte beboers husleje bliver. Det er desuden os selv som beboere, der skal tage stilling til hvilke "tilvalgspakker" vi ønsker gennemført i forbindelse med renoveringen - kun basispakken ligger fast. Der er ingen tvivl om at vi må reducere antallet tilvalgspakker, der skal gennemføres, hvis ikke huslejen skal eksplodere. Og vi kommer ikke uden om at huslejen vil stige mange hundrede kroner for det enkelte lejemål - også selv om vi kun gennemfører basispakken.
AAB administration forventer at have den detaljerede økonomi på plads først i det nye år. På den baggrund vil AAB indkalde til et eller flere beboermøder hvor løsningsmulighederne bliver gennemgået og vore spørgsmål til dem bliver besvaret. Det hele munder ud i et ekstraordinært afdelingsmøde, hvor alle Klostervangens beboere opfordres til at møde op, og stemme om hvad, der skal gennemføres. Dette møde forventes gennemført i februar eller marts 2017.

På afdelingsmødet i maj 2016 blev det vedtaget at tage "ankomstrumspakken" ud af helhedsplanen. Den beslutning blev truffet fordi kommunen ønsker at anlægge en cykelsti gennem Klostervangens arealer. Der var gennem forhandlinger med kommunen fordelt hvad der er kommunens opgaver og ansvar, og hvad der er AAB opgaver og ansvar. Dermed også hvem, der skal betale for hvad. Men nu har kommunen meddelt AAB at kommunekassen er tom, og at der ikke er økonomi fra kommunens side til at gennemføre, det som kommunen havde forpligtet sig til. På den baggrund har bestyrelsen gennem AAB administration skrevet til kommunen, at vi finder det helt uacceptabelt at kommunen ikke kan holde, hvad de lovede i maj. Hele beslutningsgrundlaget er skredet, og bestyrelsen har overfor kommunen tydeligt tilkendegivet, at vi ikke ønsker at stige i husleje fordi kommunen ønsker et grønt kulturhovedstadspræstigeprojekt i form af en supercykelsti gennemført. Bestyrelsen har meddelt kommunen, at hvis ikke kommunen har råd til at gennemføre den del af projektet, som de på afdelingsmødet oprindeligt gav tilsagn om i løbet af 2017, så må de udskyde hele eller dele af projektet indtil der er penge i kommunekassen igen. Vi skal som beboere under ingen omstændigheder have huslejekroner op af lommerne for at hjælpe kommunen med at løse færdselsproblemer på AABs grund!

 

Kabel-TV og Internet.
På afdelingsmødet i maj 2016 valgte et betydeligt flertal at fortsætte med Stofa som foretrukken leverandør af  kollektivt kabel-TV og internet. Det har betydet at Stofa har opgraderet installationerne i Klostervangen og at vi har fået internet i beboerhuset.

 

Nøglebriksystem.
Klostervangen har fået udbygget og opgraderet vort nøglebriksystem. I denne omgang er nøglebriksystemet udbredt til at omfatte alle "fælleslåse", altså låse som flere end én husstand har adgang til samt låse til kælderrum med ståldøre og underkælderrum. I praksis betyder det bl.a. opgangens yderdøre og mellemdøre, døre til vaskehuse, motionsrum, gæsteværelse, underkælder, cykelskur, garageanlæg og glashuset. Nøglebriksystemet kan også udbygges til at håndtere vore hoveddøre, dvs. udvides "i højden", så det bliver muligt at bruge samme brik til den enkelte lejligheds hoveddør, hvis nogen ønsker det. På sigt ønsker bestyrelsen også, at man med sin mobiltelefon (NFC-teknologien) ville kunne åbne samme døre på samme måde som med brikken. Bestyrelsen havde gerne set nøglebriksystemet kædet sammen med helhedsplanen, men valgte at køre projektet selvstændigt, da AAB har sagt at der er sikkerhed for at alle investeringer kan genbruges i forbindelse med en renoveret Klostervang.

Prisen på en nøglebrik - enten det er en ny eller der er tale om omkodning af en eksisterende brik - har hidtil været på kr. 90,- pr. brik. Bestyrelsen har forelagt AAB administration, at vi finder dette beløb uhyrligt højt. Det har AAB reageret positivt på, og bebudet at prisen i 2017 falder til ca. 1/3 af den nuværende pris. Dermed håber bestyrelsen også på, at det vil blive muligt at give en husstands brikker en tidsbegrænset adgang til f.eks. beboerhus, gæsteværelse, motionsrum, hobbyrum, etc. Derved vil vi kunne undgå en del af den hidtidige "nøgleadministration" til glæde for både beboere og bestyrelsen.

Vaskeri.
Hen over sommeren har Klostervangen fået etableret nye miljøvenlige betalingsvaskerier med automatisk sæbedosering. Der er indtil videre økonomi til også at tilbyde sæbe til hver vask inden for den pris det koster at vaske - altså ingen planlagte prisstigninger på vask selv om du får sæben med. Der er også renoveret el og malet i vaskehusene, så de nu fremstår lyse og indbydende. Der har selvfølgelig været nogle indkøringsproblemer, ikke mindst med den elektroniske vaskehusbestilling, men det ser ud til at de er ved at være løst.
Bestyrelsen vil evaluere hele forløbet med AAB administration omkring årsskiftet 2016/2017.
 

Klostervangen på Facebook.
Bestyrelsen billiger på alle måder den frie debat på Klostervangens Facebook-side og vi forsøger at bidrage konstruktivt til informationsstrømmen og følge med i hvad der sker på siden - en stor tak fra bestyrelsen til alle de engagerede beboere, som velvilligt deler deres informationer, spørgsmål, bekymringer, sorger, glæder og opfordrer til debat på Facebook-siden.

Det er glædeligt at se at Klostervangens Facebook side har fået en forbedret debattone efter visse personer har forladt gruppen.

Så skal vi igen have nye parkeringskort!

Hvor: I beboerhuset, Langelandsgade 52a, stuen,

Hvornår: 19. december 2016 mellem kl. 18.00 og 20.00

Hvordan: Der er et bord for Grønnegade og Langelandsgade, hvor bestyrelsen vil udlevere nye parkeringskort. Stil dig i den kø hvor du bor.

Hvorledes: Du medbringer dit sygesikringsbevis (som bevis for at din adresse er i Klostervangen) og en registreringsattest til bilen med samme navn som på sygesikringsbeviset.

 

Hvis du ikke kan komme?
Der kan være mange gode grunde til, at du ikke kan møde 19. december mellem kl. 18.00 og 20.00 i beboerhuset, Langelandsgade 52a, stuen, f.eks. pludselig sygdom, bortrejst, arbejde eller du har glemt det - eller noget helt andet. Det er bestyrelsen uvedkommende hvorfor du ikke møder op. Men du kan alligevel godt få dit P-kort fornyet på følgende måder:

  1. Få din nabo, underbo eller en fra husstanden til at møde op med dit sygesikringsbevis og registreringsattest, så får vedkommende udleveret nyt P-kort og dit navn kommer til at stå i databasen for det pågældende kort,
  2. Mød op på bestyrelseskontoret i beboerhuset, Langelandsgade 52a, 1.sal, på den første mandag i måneden mellem 18.30 og 19.30 medbringende registreringsattest og sygesikringsbevis, så får du nyt P-kort. Brug evt. gæstekort indtil denne dag, så du ikke får parkeringsbøder,
  3. Fra 21. december kan du tage en fotokopi af dit sygesikringsbevis og registreringsattest og læg kopierne sammen med kr. 50,- i kuvert i et af bestyrelsesmedlemmernes Bentha Skovgaard eller Per Ohms postkasser. Så vil en af dem så til gengæld lægge et P-kort i din postkasse inden for en uge.
    Denne service koster altså kr. 50,-
  4. Og så den nemme/moderne måde: Fra midten af december kan du tage et tydeligt billede af din registreringsattest og dit sygesikringsbevis med din SmartPhone og MMS eller maile det til info@klostervangen.dk eller 42 24 39 81. Brug derefter MobilePay til at overføre kr. 50,- til 42 24 39 81. Husk at anføre navn og adresse på overførslen. Inden for en uge vil du så modtage et nyt P-kort i en postkasse.
    Denne service koster altså kr. 50,-

Er det rimeligt at det koster noget at få ekstra service? Bestyrelsen siger "Ja!", men hvis du ikke vil betale kr. 50,- for den ekstra service, så vil bestyrelsen på det kraftigste anbefale at du blot møder op første mandag i januar kl. 18.30 i beboerhuset - det er det nemmeste for bestyrelsen... og det billigste for dig!

www.klostervangen.dk har været en alternativ kommunikationskanal mellem beboere i Klostervangen herunder også mellem bestyrelsen (vi er nemlig også beboere!) og øvrige beboere siden 2007.

Gradvis har de elektroniske medier vundet indpas i de fleste beboeres dagligdag og derfor har bestyrelsens også udvidet funktionaliteten af www.klostervangen.dk.

I første omgang kan du gennemføre reservation og betaling for leje af beboerhuset helt digitalt. Ved at reservere digitalt holdes kalenderen helt ajour, så den er retvisende i forhold til hidtil, hvor den ofte ikke har været opdateret. Betalingen kan foretages ved bankoverførsel (netbank). Du kan læse mere herom på denne side...

Written by Anders T. Nielsen



News ID: 18

Return to News Index...